Palme-søndag

Det har været koldt i dag, væmmeligt vejr. I morges var der rim på drivhuset, og den åbne terrassedør blev hurtigt lukket igen. Jeg har flyttet blomsterkrukkerne ind og rejst havestolene op, igen og igen. Nu lader jeg dem ligge.
Alligevel blev det til et kort middagshvil med åbent vindue, solstråler og fuglesang. Det har været sådan en søndag, hvor man ingenting skal og i virkeligheden får lavet en masse.

Jeg har også fået læst lidt. Er blevet færdig med 2 bøger af Aase Schmidt.
Først "Historien om mit hjerte", der er beretningen om en kvinde, som får konstateret en hjertesygdom. 
Bogen beretter om et behandlingsforløb præget af uro og angst. En stærk, vedkommende og eftertænksom historie om at finde sig til rette med sin alder og sine nye livsvilkår. Om at finde sig til rette med tidens ubegribelighed og årenes gådefulde forsvinden. Om afmagt og nødvendigheden af social isolation. 
En stærk bog, som jeg kunne finde meget af mig selv i, og som jeg måske burde have læst på et tidspunkt, hvor humøret i forvejen havde været bedre. Måske vil jeg fortælle mere om den en anden dag, lige nu skal den bare ud af systemet, fordi mange af tankerne var mine egne.

Derefter læste jeg "Himmelfotografen". Bogen er bestemt ingen litterær øjenåbner, og handlingen er så banal, som den overhovedet kan være. Et trekantsdrama, krydret med lidt medynk over et menneske med et handicap.
Til gengæld gav bogen mig lyst til at fotografere meget mere, end jeg gør i forvejen. Fordi en af personerne i bogen fotograferer Himlen hver eneste dag ved solnedgangstid. År efter år har hun taget billeder af Himlen, og billederne har hun gemt og krydret dem med visdomsord. Den handling kan da godt inspirere mig.

Og imens denne Palme-søndag er gået, så har 6 nye høns spankuleret rundt med plirrende øjne. Usikre og forventningsfulde på samme tid over deres nye liv her på matriklen.