Solen er gået ned og Månen stået op. Møllen her, som kan ses for enden af vejen, er ofte målet for en af mine små aftenture. Her breder udsigten sig ud nedenfor de bløde bakker, der bølger af korn og kløver. Hvis man strækker sig lidt, så kan man også se Havet. Det går helt godt med mine vandrestave. Vi har fundet rytmen.
I går aftes gik jeg alene. For selvom man nyder at have sine kære omkring sig, så kan sådan en enspænder som jeg have godt af lidt solovandring.
I aftes sendte vi en svigerdatter af sted, efter hun har beriget os med at være her i et par dage. Næstyngste bliver til i morgen. Og jeg skal da lige love for, at vi har hygget helt igennem. Vi har grillet og snakket til langt ud over min sædvanlige sengetid, hvilket vil sige til langt over midnat. Set hinanden i øjnene og nydt nærværet.
Og alt imens er Solen gået ned, og Månen er stået op og har funklet ned over hele landskabet. Vi har lyttet til fuglenes aftensang samt hørt brølene fra et par lamaer, som bor på en landejendom et stykke herfra. I går så og hørte jeg den første flok gæs, som trak sammen. Det er tidligt at tænke på efterår, men jeg tror, at der var ca. 8 stykker.
I morges vågnede jeg så ved lyden af en Fasan, der kaldte i baghaven. Min første indskydelse var irritation over at blive vækket alt for tidligt. Men så besindede jeg mig og kom i tanke om, hvilke vidunderlige aftener, det har været. Lavede en kop kaffe og satte mig ud på terrassen, hvor jeg kom til at forstyrre en hare på marken midt i sit morgenmåltid.
Det hele er en fastholdelse af et langt nu, hvor sansningerne spiller på alle taster.
9 kommentarer:
det er bare om at nyde det gode vejr, og familien. Men jeg nyder nu også ind imellem at være alene og tænke lidt tanker for mig selv. ;-D
Hvor du bare forstår at nyde nuet.
Dejligt at læse :-)
Og ja: man har altså behov for at være alene en gang imellem!
Utrolig dejligt indlæg - det emmer af hygge og livsglæde :)
Vi har et par agerhøns med kyllinger, der dukker op med mellemrum og et par rådyr, der kommer springende hen over marken i den tidlige morgen eller sene aften :)
Rejen - Ja, det gælder om at nyde vejret og hinanden lige nu og her. For pludselig er det slut for en periode igen :-)
Ellen - Det har man. Indimellem alt det gode der sker, så har man brug for fordybelse.
Randi - Tusind tak :-) Jeg har også nydt at skrive det.
Agerhøns og rådyr lyder helt vidunderligt :-)
Det er et meget smukt billede du har taget.
Her i området er der altid mange gæs, når det er høsttid, de samles om maden, tramper på frø og korn så det rasler af og ikke giver udbytte for landmanden.
Det er de korte nætter, også i bogstaveligste forstand. Man nænner ikke at gå i seng og hvis er det svært at sove for varmen, og det er jo lyst igen få timer efter, men vi nyder også og klager ikke :-)
Ja det er med at nyde de skønne dage :) Smukke billeder. Dejligt at høre du nyder sommeren med familien :)
Pia - Og de "larmer" garanteret også, de gæs, hvis man altså kan kalde det for larm, når det drejer sig om dyr.
Vi nyder det, så længe det varer, gør vi. Og gemmer oplevelserne, så de kan tages frem igen til vinter.
Anette - Vi kan heldigvis nyde det rigtig meget i år. Dejligt :-)
Det lyder til, I har nydt de mange dage med børnene på besøg. Skønt.
Sikke nogle flotte billeder du fik taget i månelyset. Det er dejligt at nyde stemningen.
Conny - Det har vi bestemt :-)
- Endelig var jeg heldig med at få et billede af Månen, har ellers prøvet så mange gange :-) Tak.
Send en kommentar