tirsdag den 30. juli 2013

Ulidelig varme

Stilhed og Sol
Varme og Tørke
Træthed og Kvababbelse  

Her er lidt stille på bloggen, og hvis nogen har fået regnvejr, så er det i hvert fald ikke her.
 

I morges stillede jeg vækkeuret til lidt før kl. 6. For selvom det er fuldstændig udenfor årstidens gøremål, så skulle der bages boller. Inden klokken var blevet 9, var her derfor blevet bagt 4 portioner til fryseren. Det var jo bare om at få det gjort, inden varmen totalt fik overtaget min hjerne og min krop. 
Og der var altså ikke mere brød i fryseren nu. Desuden skal vi have mennesker til formiddagskaffe på torsdag, som plejer at sætte pris på hjemmebag. Og da jeg er en ret stædig person, så jeg ingen anden udvej.

 
Vejret har heller ikke ligefrem givet en lyst til at gå i haven.
De gange, hvor jeg har gjort forsøget, de er alle endt med, at jeg er blevet svimmel og dårlig. På trods af, at jeg har drukket saftevand, indtil min mave skvulpede. Men med vanddrivende epilepsimedicin er det måske ikke så mærkeligt, at man altid bliver utilpas i varmen. Jeg ved det jo godt, men bliver alligevel lige overrasket hver gang! 
  
Så haven får altså lov til at være have, og i stedet for er rullegardinerne blevet trukket ned i stuen om eftermiddagen. Her vil Solen ellers stå lige ind og varme rummet op til ulidelig temperaturer.
Og der har jeg så siddet musestille inde i de sidste par dage. Derfor heller ingen billeder fra alt det, som foregår ude lige nu. 
Men jeg har strikket og læst. Har fået strikket et par sokker til vinter, og er snart færdig med at læse "En velbevaret hemmelighed" af Kate Morton. 
En god bog, som (varmt) kan anbefales.
  


9 kommentarer:

Ellen sagde ...

Så er det ikke lige nu, jeg skal fortælle dig, at vi lige har haft et dejligt tordenvejr, som gav syv mm regn?
Ohhh, hvor det var dejligt! Jeg håber, Det er på vej over til jer.

Johanne sagde ...

ÅH, kære Ellen. Vil du ikke gerne sende det denne her vej. Håber sandelig at det kommer her ned.

Fruen i Midten sagde ...

Ih, hvor er du flittig! Tænk, at stå op så tidligt for at bage boller, inden varmen kommer. Her har det faktisk også regnet. Ikke meget, men lidt har jo også ret for tiden. Måske er I heldige, at nogle dråber finder vej til jer også :-)

Johanne sagde ...

Kære Frue - Jeg sidder og venter utålmodigt på regnen, men foreløbig ser det ikke ud til, at der kommer nogen. At bage boller har "reddet" min dag, for jeg hader, når jeg ikke får udrettet noget husligt.

Lene sagde ...

Hos os har vi fået nogle kæmpe byger fra kl 14 til 17, Nu skinner solen igen, Jeg sveder med anstand på arbejde (løgn, mit hår klasker sammen og huden glinser, ikke meget anstand der :-)

godt du kan komme i skyggen og du er en sej kvinde, der står tidligt op for at bage.

Pia sagde ...

Her bliver der heller ikke gjort meget havearbejde, hverken de første dage før vi tog afsted på ferie, eller nu efter vi er kommet hjem. Det hænder jeg bukker mig ned og hiver et par totter ukrudt op, og går med den håndfuld :-)
Vi fik 15 mm vand i nat, det er slet ikke nok, men det har bestemt frisket op.
Køkkentjansen er der ikke meget ved i denne varme, her skal det også være var morgenstunden, da solen bager ind over middag. Jeg sætter dog ikke vækkeuret ;-)

Johanne sagde ...

Lene - Jeg kan sandelig godt forstå, at der er varmt på arbejdet, der er sikkert ikke helt så rart, som der plejer at være.
Næ, jeg er ingen sej kvinde - for jeg bliver da træt bagefter og får ikke lavet så meget mere den dag.

Pia - Jeg tror også, det er klogt at holde sig fra havearbejdet lige nu. Men 15 mm vand ville jeg være taknemlig for lige nu. Det regnede lidt i nat, ca. 4 mm.

Anonym sagde ...

Kære Johanne.
De der boller så bare så lækre ud, så jeg har lovet mig selv, at, varme eller ej, så må jeg også bage nye forsyninger til fryseren, inden 2 af vore børnebørn kommer på ferie igen heroppe i næste uge.
Vi har nu forøvrigt fået rigtig meget regn her i Rågeleje, så det har frisket luften lidt op.
Pas på dig selv i varmen!
Knus Marianne

Johanne sagde ...

Marianne - Dine børnebørn vil garanteret elske at få hjemmebagte boller. Men bag kun når Solen ikke skinner :-) Pas du også på dig selv.
Det lyder himmelsk med regn i Rågeleje, vi har kun fået en bitte lille smule igen i nat. Ikke noget som forslår noget som helst.
Knus og god fornøjelse med børnebørnene.