søndag den 16. december 2012

Inden midnat

Lige med ét blev det søndag aften igen, og i morgen går vi så ind i den sidste uge før jul.
Nu mangler jeg blot juledekorationerne samt de sidste indkøb. I dag kom et par bekendte forbi for at ønske Manden og Konen en god jul. Jeg fik ros for mine småkager, imens husbond fik ros for de nyvaskede vinduer.  

Ind imellem juleforberedelserne er der blevet læst i "Hypnotisøren", fordi bogen skal læses færdig inden jul. Filmen kommer her i biografen imellem jul og nytår, og man skal jo helst ha´ læst bogen, inden man ser filmen. Ikke omvendt. 
På tirsdag venter der mig også en anden spændende biograftur. Nemlig "Hope Springs" med Maryl Streep og Tommy Lee Jones. Jeg tror, det er en film, som vil bringe store smil frem hos sit publikum og glæder mig.

I går morges talte jeg så på Skype med mit bare 5-måneder gamle barnebarn. Hun sad på skødet af sin far og kiggede på skærmen med sine dejlige mørke babyøjne, imens hendes farmor ivrigt prøvede på at lave teater med et par hånddukker. Gad vide hvad sådan et barn mon tænker eller tror? Og jeg gad også godt vide, hvordan verden ser ud, når hun engang er på min alder? Det får jeg af gode grunde aldrig af vide, og tør næsten heller ikke tænke på det.

Nå - men nu er klokken næsten blevet midnat, men man nåede da lige at skrive et indlæg med de seneste opdateringer, inden denne søndag lukker helt ned. 
  

8 kommentarer:

conny sagde ...

Skype er en god ting! Tænk at kunne se sine børn/børnebørn, også selvom man ikke lige er i nærheden. Det giver stor glæde indeni.

Hyggetrold sagde ...

Hej Mosekone :). Jamen så kan jeg jo også lige nå, at ønske dig en rigtig dejlig mandag - herinde fra, inden søndag trækker gardinerne helt for :). Jeg har vasket støvet af stuegardinerne idag, mens manden var sammen med hønsene, ovre på Urdværgeudstillingen :). Så jeg har "passet hjemme" og hygget om og med alle dyrene og er blevet så dejlig træt. Mand og hund sover tungt - det samme vil jeg begive mig i kast med. Knus og god mandag til jer begge to.

Rejen sagde ...

Skype bruger vi også ind imellem, og ja gud ved hvordan verden ser ud om mange år..;-D

Fruen i Midten sagde ...

Hvad dit barnebarn tænker, når du spiller dukketeater over Skype er ikke godt at vide. Men hun hygger sig helt sikkert, og faren gør det, og du gør det også. Skøn opfindelse :-)

Johanne sagde ...

Conny - Helt bestemt. på trods af afstanden har man alligevel en mulighed for at følge bare lidt med i barnets udvikling.
God dag til dig.

Hej Hyggetrold :-) Det var vist lige før, vi to kunne have holdt et midnats-møde :-)
Men nu er det god morgen - og jeg ønsker Jer en dejlig dag. Takker for pakken som kom i lørdags, og som jeg gemmer til juleaften. Knus.

Rejen - tja.... kunne ikke lade være med at tænke på, hvad sådan et lille barn bliver opdraget til.
Vi har et par bekendte på vores egen alder og som bor i Californien. Når hun Skyper med sit barnebarn sidder barnet og rækker ud efter hende. Når de mødes her på øen om sommeren - så vil hun ikke tages op af sin bedstemor.
Tankevækkende.
En god dag til dig.


Johanne sagde ...

Kære Frue - Du overhalede mig lige indenom, imens jeg skrev ovenstående....
Helt bestemt at vi hyggede os alle tre, og alle var glade i nuet.
Men læs lige hvad jeg skrev til Rejen.
Ønsker dig en dejlig dag :-)

Anonym sagde ...

Jeg er lidt misundelig på at læse om alt det I andre når i denne søde førjuletid, men mine søde døtre forsøger at trøste mig ved at de kan huske, hvor meget jeg nåede før i tiden.
Jeg skal holde jul hos min ældste, og har lige overtalt hende til, at jeg som tidligere år kommer med en god nystegt and og "sovs". Jeg tror godt, at jeg kan få William til at tage den ind og ud af ovnen så ved fælles hjælp går det nok og så beder jeg til, at den bliv er bedre end mortensanden.
Kærlige knus Marianne

Johanne sagde ...

Kære Marianne.
Jeg forstår dig godt, og det er ærgerligt. Men godt du har et par kloge døtre :-)
Knus og en god jul til dig.