"Sorg og Glæde"

 

Sorg og Glæde.
Der er lidt af hvert til os alle sammen - men desværre mere til nogen end til andre.
I går aftes var Manden og Konen i biografen for at se filmen "Sorg og Glæde".
Jeg var forberedt på at skulle hulke mig igennem de 107 minutter og tørre tårer væk fra kinderne hele vejen hjem.
 
Det skulle jeg bare ikke - for det er ikke en film om død - men en film om kærlighed.
At turde fortælle den historie til os andre er så stor en gave, at man burde bøje sig dybt i støvet og takke for tilliden. Og man burde ikke bare takke Niels Malmros - men også hans kone, Marianne. Filmen har virkelig rørt ved så mange ting i mig, at den har rumsteret i min hjerne siden i går aftes og gør det endnu. Det er en af de film, som jeg aldrig glemmer.
Den er meget svær at skrive en anmeldelse om, men i forvejen havde jeg lovet mig selv, at det ville jeg gøre. Uanset hvad.


Med en sjælden nænsomhed skildrer Niels Malmros sit livs tragedie. Han gør det helt uden underlægningsmusik, for på den måde at prøve på skabe en bestemt stemning hos publikum. Det lader han os selv om.  
Niels Malmros skildrer sin egen og hustruens ulykke, fuldstændig som den skete i virkeligheden. 
Og virkeligheden kan jo somme tider være barsk på den ene eller den anden måde. Det kan den også for andre.
Det er også sådan i virkeligheden, at hvis den ene bryder sammen - og man pludselig står alene med problemerne/opgaverne - så holder man sig oppe. Fordi man skal, og der ikke er anden udvej. Så fortrænger man sine egne behov til fordel for den anden.

Jeg mener, og har altid ment, at man skal være meget varsom med at fordømme nogen.  
For selvfølgelig kan man altid sige, at den ene skulle have gjort dit og den anden dat. Der var tidspunkter i biografens mørke, hvor jeg sad og blev rasende. På manden.
Men hvor går grænsen imellem hvad man skal og ikke skal - eller hvad man kan og ikke kan? Mange af os andre har vel også ulykker eller spøgelser af en eller anden karakter godt skjult bagved vores hække og hoveddøre.

Efter at have set filmen er jeg mest blevet glad for at konstatere at medmenneskeligheden eksisterer endnu.
For selvfølgelig er det en skrækkelig tragisk og sørgelig ting at dræbe sit eget barn. Men - Marianne var altså i psykose og handlede udenfor sin egen bevidsthed.  
Man KAN ikke sige, at det var nogens skyld. Det var - og er - en stor sorg, som de stakkels mennesker skal leve med i resten af deres liv.

Og det er der nu kommet en smuk film ud af, som mest drejer sig om en hyldest til kærligheden.


Ægteparret har valgt at blive boende i huset efter tragedien for 30 år siden. Det var ikke noget egentlig valg, som de tog fra starten af, men sådan blev det bare. De har levet et stille liv sammen. Med dagligdagens velsignede gentagelser til at holde alting oppe. Og jeg er sikker på, at de har været lykkelige sammen, så godt som det nu engang har ladet sig kunne gøre.