Anker Jørgensen - og det forunderlige liv.

Det er længe siden, at jeg her på bloggen har nævnt noget om de bøger, jeg har læst. Først og fremmest fordi jeg ikke synes, at jeg har læst noget, som har været værd at skrive om.
Før nu....

Da den gamle statsminister Anker Jørgensen er næsten 90 år, så beslutter han at lade en ung journalist skrive en sidste bog om ham.
Det bliver til bogen: Anker Jørgensen og det forunderlige liv.

Bogen er skrevet og fortalt af Jonas Wisbech Vange samt af den tidligere statsminister.
Her bliver man taget med ud på en rejse tilbage i tiden og får indblik i ting, der har været med til at gøre Anker Jørgensen til den, han er. 
Bogen fokuserer på mennesket frem for politikeren, og den bliver fortalt og skrevet med kærlig og nænsom hånd. Man mærker, at forfatteren er kommet til at holde rigtig meget af den gamle mand.
Men bogen handler lige så meget om at blive klogere på livet.
Og man bliver virkelig klogere. Ikke blot på Ankers liv, men i lige så høj grad det store liv, set igennem Anker Jørgensens øjne. 
Fortællingen er på udkig, ligesom Anker altid har været det selv.
....

"At blive gammel er følelsen af, at der gradvis bliver lukket ned for apparatet. Det noterer jeg med en vis utilfredshed. Jeg er først og fremmest præget af dårligt syn. Når jeg ser rundt i lejligheden, kan jeg genkende det hele, men det er uskarpt. Det er som at se igennem en si. Jeg er blind på det ene øje og frygter, at det andet også lukker i. Så ville jeg ikke kunne opleve, at det bliver forår igen.

Jeg er meget opmærksom på min egen indvikling, ikke udvikling, for det er jo en indvikling. Jeg går tilbage. Alt tager længere tid, også fordi jeg ikke kan farte rundt uden risiko for at falde og tabe livet på gulvet. Derfor er jeg nænsom over for mig selv. Simpelthen fordi jeg ikke vil ødelægge de oplevelser, livet endnu måtte have til mig."
(fortalt af Anker Jørgensen til Jonas Wisbech Vange den 21.nov. 2012.)

- Måske er det alligevel ikke slut? tilføjer Anker Jørgensen lidt senere.

Anker er mere intellektuel end mange tror, og han er en belæst mand. Han læste Karl Marx som 16-årig, mens vennerne gik til jazzkoncert. Han læste også Steinbeck og Hemingway.
Da han ved en eksamen blev bedt om at nævne to spanske floder, kunne han nævne fem. Ikke fordi han var god til geografi, men fordi han lige havde læst Hemingways »Hvem ringer klokkerne for«, som foregår i Spanien.

Man kan mene, hvad man vil, om hans politiske holdninger, mit ærinde med at nævne bogen er ikke politisk. Det er heller ikke det, bogen handler om.
Bogen handler om et spændende menneske, hvis navn er blevet nævnt mange gange i mit eget barndomshjem. Ikke blot på grund af Ankers politik - men lige så meget fordi min afdøde mor har gået i skole sammen med Anker Jørgensen. De gik begge to i den gamle skole, Det Kongelige Vajsenhus.
 (Det Kgl. Vajsenhus blev stiftet af Frederik den
Fjerde d.11.okt. 1727 som en institution for
forældreløse børn)

Forfatteren, Jonas Wisbech Vange har en BLOG, hvor du kan læse mere om hans egen oplevelse med bogen.
Grunden til at jeg nævner bogen her er, at jeg virkelig har nydt at begrave mig i den. Jeg har nydt varmen i hvert eneste ord, og kærligheden til livet som Anker Jørgensen via forfatteren smukt og varmt formår at give videre til læseren. Man forstår godt, at Anker Jørgensen valgte netop denne mand til at skrive den sidste bog om ham.