I fredags kom der bud fra biblioteket. Der er alt for mange bøger, jeg gerne vil læse, og pludselig lå her en hel stak.
Foreløbig er jeg begyndt på Kirsten Thorups "Tilfældets Gud" samt Thomas Espedals "Mod Kunsten" (notesbøgerne). Jeg kan godt lide at have gang i 2 bøger på een gang. En almindelig roman, samt en krimi eller en selvbiografi. Læsningen afstemmes efter humøret, eller hvor grebet jeg bliver af bogen. Her og nu er det Espedal som vinder med sin selvbiografi, hvor han fortæller om sin vej mod kunsten. Thomas Espedal er et utilpasset menneske, og ligesom hans forrige bog "Gå", så handler denne her også om at være på vej - selv når man er groet fast. Interessant, men lidt speciel læsning.
Det er godt at fordybe sig i en god bog. Og selvom jeg ikke er vokset op i et hjem med bøger, så har jeg ikke kunnet få bøger nok i mit voksneliv. Eller måske netop derfor. Det er bare ærgerligt, at bøger er så dyre at købe, for ellers købte jeg dem allesammen selv. Lige nu står Helle Helles "Dette burde skrives i nutid" allerøverst på min ønskeliste. Men hvem ved, måske er den der lige pludselig, og indtil da....kan jeg vist sagtens læse mig mæt i alle de andre.
2 kommentarer:
Som du ved, så elsker jeg også bøger :) Jeg er vokset op i et hjem, hvor min far læste altid (han døde da jeg var 5 år), min søster og min bror læste også altid - og jeg selv læste altid, min mor kunne tale til os, vi læste bare og hørte ikke et ord :) Flere af mine niecer har det på samme måde, så vi er en bogelskende familie.
Det bedste i verden er, når man får en stak nye bøger, som man skal i gang med - god læselyst :)
Tak, Helle :-) Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at mit barndomshjem var fuld af bøger. Men det var det ikke. Jeg er som bekendt enebarn, og hverken min far eller mor læste andet end aviser og blade. Og kunne ikke finde på at købe en bog. Jeg fik ikke engang læst højt af børnebøger. Så jeg har meget at indhente endnu og det gør jeg med glæde og stor iver.
Og - så nyder jeg godt af boganmeldelserne rundt omkring på de forskellige blogge.
Send en kommentar