lørdag den 11. maj 2013

Begrænsningens kunst




Her og der og alle vegne skyder tulipanerne op.
Når vi en dag må nedlægge alle vores blomsterbede, så vil jeg have små grupper med tulipaner rundt omkring i min græsplæne. Det har jeg efterhånden set gjort mange steder, og det ser rigtig fint ud. Og så kan en eller anden bare komme og slå græsset omkring dem.
Men foreløbig har vi bede - og vi har nok. Her er Liljekonvaller og Kejserkroner og en hel masse mere, som jeg ikke orker at tage billeder af lige nu.
For alle mine kræfter bliver brugt på haven. Og selvom der er mange fordele ved at have et stort fysisk aktivitetsniveau, så kan jeg af og til godt mene, at det måske også kan overdrives lidt. 


Men i dag har vi alligevel været hos plantemanden. Fik købt tomater og agurker til drivhuset samt en enkelt peberplante. Det bliver forhåbentlig sat ned i morgen.
Jeg fandt også flere blomster til krukkerne samt et par Hostaer til et bed, der mangler bunddække. Og så kom jeg altså til at købe lidt persille til at plante ud. Ved godt, at vi ikke har køkkenhave længere....men lidt persille bliver man da nødt til at have.
Åh, hvor er det altså svært at begrænse sig. Det er først, når man falder ømskindet og udmattet om i sofaen om aftenen, at man kommer i tanke om, hvorfor man er ved at omlægge haven til noget nemmere.      

8 kommentarer:

Lene sagde ...

Du har en skøn have, men jeg kan godt forestille mig, at den tapper dig for kræfter. Ja begrænsningens kunst er svær. Håber du lærer det :-) Et år, hvor vi havde brug for lidt flere penge, satte min mand flere kartofler. Det år husker vi stadig for i kombination med regn og et forsøg på at ukrudtsrense med maskine gjorde det,at kartoflerne gav meget arbejde med at lægge ind, der var vildt meget jord med. Og de skulle jo også sorteres, hvor der stadig var jord, der skulle sorteres fra. Vi sad hver eneste hverdag fra september til april og sorterede i 8 timer. Vores kroppe var helt ødelagte. Så kunne vi lære det ;-)

Rejen sagde ...

Ja det er svært at begrænse sig, især når der findes så mange skønne blomster og planter. ;-D

Johanne sagde ...

Lene - Jeg kan sagtens forestille mig, hvor anstrengende det har været med kartoflerne. Se bare hvor godt du husker det endnu :-)
Tja...måske lærer jeg en dag at lade stå til i haven. For vi er da godt klar over, at dette her ikke kan blive ved. Har bare ikke fundet løsningen endnu.
God søndag.

Rejen - Der var simpelthen så meget, og man glemmer jo næsten, at det også skal plantes :-)
God søndag.

Pia sagde ...

Nu må du altså undskylde, for jeg kunne altså ikke lade være at grine af dine sidste linier, selvom jeg godt ved der bestemt ikke er noget at grine af.
Hvert eneste år de sidste mange år, arbejder vi på at få en have jeg lettere kan passe, og så står jeg der i planteskolen og kan slet ikke få nok.
Persille skal der til :-)

anette sagde ...

Hvor er der altså skønt i din have. Jeg har både set tulipaner og påskeliljer stå i græsplænen. God weekend.

Johanne sagde ...

Hej Pia - Du skal ikke undskylde :-) For der er ikke noget så godt som et godt grin :-) Og så ved du jo, hvad jeg mener.
Men både du og jeg bliver altså nødt til at lære at lukke øjnene en gang imellem.
God søndag til Jer.

Anette - Løgplanter i græsplænen er en god og nem løsning på at få lidt liv i haven om foråret.
Også en god weekend til dig.

conny sagde ...

Hvor har du mange, flotte tulipaner. Og selvfølgelig skal man da have frisk persille. Det gode ved den er jo, at den mere eller mindre passer sig selv.

Johanne sagde ...

Kære Conny - Det gør den nemlig. Og det er allerede vokset.