Udover at jeg har slappet af og har fået plantet lidt persille, så har jeg også siddet i drivhuset og læst en bog.
"Kirstens Dagbog", der udkom i 2002, og som jeg faldt over ved en tilfældighed for et stykke tid siden, da jeg gravede dybt ned i bøgerne i en genbrugsbutik. Det er en bog, som man nok skal være lidt forsigtig med at beskrive, men jeg kan alligevel ikke lade være med at nævne den.
Forfatteren Kirsten Ewaldsen fik aldrig at vide, at hun led af Alzheimers sygdom, for det nåede hun ikke at kunne forstå. Hun blev bare mere og mere klar over, at der var noget galt med hende i løbet af de 10 år, hvor hun kæmpede med den sygdom, der langsomt nedbrød hendes hjerne.
Og hele denne ensomme kamp kan vi i dag læse om i Kirstens dagbog, som hendes barnebarn har redigeret og sat sammen til en bog udgivet efter Kirstens død.
Det skrevne ord var Kirstens særlige talent, og evnen til at skrive, den bevarede hun derfor til langt hen i sygdomsforløbet. Faktisk til længe efter, at hun måtte give op overfor så basale ting som at rydde op og vaske tøj.
Kirsten forstod ikke, hvad der skete med hende, og i dagbogen spørger hun sig selv igen og igen om, hvad der dog kunne være galt med hende. Troede hele tiden at hun bare skulle tage sig sammen, og kom derfor til at føle sig mere og mere nytteløs og uværdig.
11.marts 88 skriver hun f.eks.:
"Jeg er forvirret og træt. Stoler ikke på mig selv - bliver så nemt forvirret, hjernen fungerer dårligt, simple ting roder sammen for mig - jeg føler mig så mangelfuld, hvad er jeg overhovedet værd...."
Et andet sted skriver Kirsten i sin dagbog:
"Her roder. Hver gang, jeg vil prøve at rydde op, kan jeg ikke finde ud af det. Der er for mange ting, jeg ikke kan hitte ud af. Jeg kan simpelthen ikke gennemføre en beslutning og udføre den systematisk, hvilket jeg har været dygtig til før."
Det er en rigtig god bog, som jeg varmt kan anbefale.
Som læser kommer man helt ind under huden på Kirsten, der gennem sine dagbogsnotater fortæller, hvordan hendes liv og hverdag former sig, når man lider af en demenssygdom. Man får virkelig øjnene op for, hvor frustrerende det må være. I dag kan man så undre sig over, at der gik så lang tid, før sygdommen blev konstateret, men den var nok ikke så meget i fokus dengang som nu.
I maj måned 1993 skriver Kirsten så i sin dagbog for sidste gang. Hun døde desværre i 1995.
For mig selv personligt har bogen været en unik indsigt i en sygdom, som jeg aldrig har været i berøring med, og derfor heller ikke ved nok om. Tankevækkende læsning, der er god at have med i bagagen. Bogen er sørgelig - men den er bestemt ikke en grædekone-historie.
8 kommentarer:
Tusind tak for den anmeldelse, den vil jeg gerne læse. Og jeg har tjekket, at mit bibliotek har den, men jeg må ikke låne bøger lige nu ;-)
Min far ville ikke erkende sin sygdom, var faktisk lidt irriteret på min søster og mig, fordi vi fik ham diagnosticeret. Og min mor prøvede langt hen ad vejen at beskytte ham, kunne vi se, da hun døde.
Ha en god dag :-)
Kære Lene - Jeg tror, at det for Kirsten her ville have været en lettelse, hvis hun havde fået stillet diagnosen i tide. I stedet for gik hun alene rundt og følte sig mere og mere frustreret.
Bogen giver et fint indblik i den syges tanker, og jeg håbede også, at du ville læse den :-)
Fortsat god weekend.
Jeg takker også for den fine anmeldelse og glæder mig meget til at læse bogen :). Min Bedstemor led af denne sygdom og jeg husker tydeligt, at når vi besøgte hende på Plejehjemmet, så gik hun smilende rundt med en stor " langbenet kludedukke med korngule fletninger " i favnen/på armen. Dukken var blevet "hendes barn" og var det til hun døde, lige før sin 80 års fødselsdag. Jeg vil altid huske hendes dejlige varme smil og kludedukken, som nu bor hos mine forældre...Sikke dit indlæg kunne få mig til at mindes min Bedstemor og mange af de ældre med demens, som mit hjerte har banket for - og som jeg har været med til at værne om ,på de Plejehjem, jeg har arbejdet på...da jeg kunne det :). Knus fra mig
Kære Hyggetrold - Din smukke beskrivelse af din bedstemor får mig til at se hende for mig, og jeg holder af hende lige på stedet :-)
Du vil helt bestemt kunne lide bogen.
Knus herfra og rigtig god weekend til Jer (jeg skriver snart).
Det lyder som en god bog. Især hvis man har (eller har haft) berøring med demente/Alzheimers. Hvor er det godt, Kirstens barnebarn fik udgivet dagbogen, for det er ikke ofte, man får mulighed for at "kigge ind" i hinandens hjerner.
Lige præcis, Conny :-) Og det er det, som gør bogen så god.
Det virker helt utroligt, at en Alzheimer-patient kan blive ved med at skrive, så det giver god mening, når alt muligt andet ramler sammen og bliver umuligt at udføre. Jeg vil prøve at låne bogen og måske blvie lidt klogere. Vi har Alzheimer inde på livet, da Farmor har det. Men også i min familie har der været flere tilfælde. Tak for tip :-)
Kære Frue - Så har du en god grund til at læse bogen. Og du har helt i, at det er en sjælden dokumentation for, hvad der sker hos patienten langt hen af vejen.
Send en kommentar