"En dåre Fri" af Beate Grimsrud

Det er vist længe siden, jeg har fortalt lidt om, hvad jeg læser. For lidt læser jeg da stadigvæk.



Men tiden efter at vi kom hjem fra ferien har været travl. Lidt for travl. Det er hændt, at jeg af samme grund har følt mig en smule forvirret, og at ord og sætninger derfor har blandet sig med hinanden.
Men nu er jeg da endelig blevet færdig med bogen "En dåre Fri", skrevet af Beate Grimsrud.
Jeg har været usædvanlig lang tid om at læse bogen færdig. Ikke fordi den er svær at læse, men fordi jeg havde brug for mange pauser. Bogen er nemlig en barsk historie, hvor læseren føres direkte ind i psykens grænseland - og det var altså ikke altid lige sundt, når jeg selv befandt mig i en mærkelig stresset tilstand.

Romanen er en hudløs beretning om et menneskes kamp mellem styrke og svaghed, og om det at leve med sine psykoser.
Hovedpersonen, Eli, må leve sit liv sammen med 3 drengestemmer - Espen, Erik og Emil - i hovedet. Stemmerne har fulgt hende det meste af livet og giver hende sjældent fred. Derfor er hun tvunget til at være der, hvor verden ikke er, lukket ude fra sig selv. Bogen er sat sammen af små punktvise afsnit, der veksler mellem nedslag i diverse barndoms- og ungdomserindringer...og så nutiden.

Eli er 39 år og lever alene i sin lejlighed, hvor hun har dækket vinduerne til med mørke gardiner. Hun synes, at gulvet skråner imod vinduerne, og hun er bange for, at stemmerne vil bede hende om at springe ud.
Da bogen udkom, diskuterede man, om den er fiktion eller virkelighed? Fordi forfatteren i virkeligheden har haft mange af samme slags sygdomsperioder, og har skrevet de værker, der bliver fortalt om i romanen. Men man fik det aldrig bekræftet, og egentlig synes jeg også, det er ligemeget. For det er en god og indsigtsfuld bog, og dens styrke består mest i, at den er en blændende  bearbejdelse af et svært stof. Personligt tror jeg dog på, at der skal en god portion virkelighed til, for at man kan skrive sådan.     

Bogen er fyldt med ensomhed og savn. Ikke blot omkring Eli, men også omkring hendes søskende og forældre, samt de andre patienter på afdelingen. I lange perioder er Eli nemlig tvunget til at være indlagt. Bogen viser os med sine indgående og præcise beskrivelser her en verden, som er ukendt for de fleste. Den er en barsk historie om en kvinde, der uendeligt langsomt får repareret sit splittede hoved.
Jeg tror egentlig ikke, at jeg vil anbefale bogen, hvis man ikke interesserer sig for emnet. Det gør jeg -
og det var altså grunden til, at jeg holdt ved.
Efter det her...har jeg brug for noget lettere. Så jeg trækker vejret dybt ned i maven, og går atter i gang med en af Håkan Nessers bøger. :-)