Filmen hedder: Hvad med Kevin?
Den er basseret på bestselleren ”We need to talk about Kevin”. En psykologisk thriller, der handler om en psykopat. - Kan man blive født som psykopat? Spørger jeg mig selv om bagefter. Det er en chokerende, rystende, grusom, uhyggelig og kvalmende psykologisk film. Anmelderne kan ikke blive enige om den er makværk eller et mesterværk. Men for det meste har den fået gode anmeldelser. Hvis vi havde siddet hjemme foran Tv’et, så havde vi nok slukket indenfor de første 10 minutter. Men – nu sad vi altså i biografen og blev pænt siddende og fandt os i det.
Hvor er jeg dog glad for det. For når man først har vænnet sig til stilen og er kommet lidt ind i filmens handling, bliver man fanget af den. Selvom den af og til er blodig, så er den ikke uhyggelig eller direkte voldsom. Den er stærk – men den er også medrivende på den gode måde.
Den handler om en kvinde, som forsøger at forlige sig med sit ægteskab og sin moderrolle. Barnet bliver aldrig et ønskebarn, fordi moderen føler, at det er grunden til, at hun må give afkald på alt for meget i sit liv. Samtidig er Kevin et barn, som det er vanskeligt at holde af og endnu sværere at elske. Det er en hjerteskærende og chokerende fortælling om at blive mor til et monster.
Da sønnen er 15 år gør han noget ganske utilgiveligt. Og så er det jo, at man kan spørge sig selv, om det er moderens skyld – eller om et menneske virkelig kan blive født som en psykopat. Under alle omstændigheder er drengen i hvert fald noget af en mundfuld lige fra fødslen af.
Efter min mening er det en god film. For når man ser en film, som man går og tænker over længe efter, så er det et mesterværk. Jeg er glad for, at jeg fik set den, og den vil helt sikkert komme med på den positive liste over film, der huskes.
2 kommentarer:
Jeg så filmen kort efter den havde premiere.
Havde jeg været alene i biografen, var jeg gået eftr den første halve time. Jeg kunne hverken få hoved eller hale i den med alle de underlige klip og farver, der drønede ud i hovedet på mig.
Vi blev og så filmen til ende...
Som du skriver, er det en meget stærk film.
Den har et godt budskab, der maner til eftertanke. For vi hører jo af og til om disse monsterhandlinger ude i det virkelige liv.
Jeg må nok indrømme, at jeg fandt Kevin meget lidt elskelig. og hvorfor hans mor skulle have sådan en skæbne efter det hele, kunne jeg ikke rigtig fatte.
Jeg tror dog på, at drengen blev født med sine psykopatiske evner.
Jeg vil huske filmen som en yhyggelig film.
Kære Kisser - Tusind tak for din tilbagemelding, jeg har virkelig savnet at høre andres mening. Du har åbenbart siddet med samme fornemmelse som vi. Kun fordi vi var i biografen, blev vi siddende. Men jeg fortryder det ikke - for selvom filmen er stærk, synes jeg også, den er god. Den har så meget i sig, som man må forstå og jeg tænker stadigvæk. Jeg synes heller ikke, at Kevin var elskelig, tværtimod så fik jeg lyst til at stikke ham en øretæve flere gange ... m.h.t. moderen, så tror jeg, det blot skulle vise, at man ALTID giver forældrene skylden, når noget går galt. Og det er det altså ikke altid.
Tusind tak for din kommentar.
Send en kommentar