Doven søndag

Hele formiddagen regnede det, så planerne om mere havearbejde i dag måtte aflyses. Gad ikke blive våd i rumpetten. Jeg tror, at jeg har formået at få noget af min gamle haveglæde tilbage. Husbonds ryg føles også en del bedre på trods af, hvad lægerne fortæller.
Selvom vi meget nødigt indrømmer det, så må det erkendes, at efter vi ikke længere har hunden, er der sket en stor forskel. Meget større end forventet. Ingen af os fatter, at den hund kunne gøre så stor forskel. Men set med fornuftens øjne skulle manden jo altid gå med den i snor. Og da vi overtog hunden, anede den virkelig ikke spor om, hvordan sådan en stor hund skal gå i snor! Særligt når man har en mand med et par nedslidte ryghvirvler i den anden ende af snoren.
Så vi trøster os med, at det altså var nødvendigt for helbredet at skille os af med den. Og at hunden har det godt - for det har han bestemt. Vi har fået fortalt, hvor godt det går, og hvor glad vovsen er for sit nye og bedre liv. Samson føler sig bestemt ikke snydt - han er meget heldig.

Imens jeg har ventet på tørvejr, blev her bagt. Fryseren var ved at løbe tør for hverdagsbrød, så det blev bare til en hurtig portion af de sædvanlige boller. Så er der også rigeligt i fryseren til vi kommer hjem fra ferie.
Lige nu ser man stadigvæk sommerregn udenfor vinduet. Stille sommerregn. Lytter man godt efter, lægger man også mærke til lydene fra skovduerne, fasanerne og småfuglene i baggrunden. En let brise i trætoppen gør scenen perfekt.
Nu tror jeg nok, at jeg bare vil holde søndag og krybe sammen i sofaen sammen med de sokker, som burde være blevet strikket færdige forlængst.